Velkommen til Nine Bells Hellige Birmaer

Nine Bells blev etableret i 2002 og er et lille, seriøst Birma opdræt i Hasselager, syd for Århus. Medlem af JYRAK og Birmaringen, og opdrætter under FIFé.
Familien består af Anja, Kim og vores to børn Nina og Martin. Vi købte vores første Hellig Birma i 2001. Det var en kastreret blåtabbymasket hankat, som blev købt til kæl og blot skulle være vores eneste kat. Men vi fandt hurtig ud af at én Birma jo slet ikke var nok for os, og hurtig kom så også lysten til et lille opdræt. Vi har nu fem voksne katte og de lever alle sammen med os, og har naturligvis adgang til hele huset. Vi har ligeledes indhegnet vores have, så de har mulighed for at komme lidt ud, hvilket de nyder meget.
Ligesom de voksne katte, er vores killinger en naturlig del af hverdagen i vores hjem. Fra killingerne fødes, til de forlader os, bruger vi meget tid sammen med dem. Hele familien deltager meget aktivt i killingernes opvækst, og har stor fornøjelse af de små ”uldtotter”. Vores mål er at opdrætte sunde, veltilpassede killinger med et dejligt temperament, til stor glæde for os selv og de kommende killingekøbere.
Vi har lejlighedsvis killinger til salg til kærlige og blivende hjem. Vi sælger killinger enten til kæl eller avl. Killinger solgt til kæl vil være neutraliseret inden de kommer ud i deres nye hjem. Killingerne er klar til at rejse hjemmefra, når de er 12-14 uger gamle.
Vores killinger sælges alle med FIFé-stamtavle, en skriftlig salgsaftale samt en sundshedsattest udarbejdet af en autoriseret dyrlæge. Killingerne er ligeledes fuldt vaccinerede efter FIFé-regler, samt chipmærket.
